Ørenlyd af arkitekt David Solhøj Thorborg og musiker og komponist Erling Hjernø

En hængende skulptur af arkitekt David Solhøj Thorborg og musiker og komponist Erling Hjernø.

Ørenlyd er resultatet af det bemærkelsesværdige møde mellem to kunstneriske sfærer. Under sit ophold i Spinderihallerne 2011 – 13 komponerede musikeren Erling Hjernø en række musikalske værker til Spinderihallerne.

Da arkitekt David Thorborg, der dengang havde base i Spinderihallerne, hørte Erlings musik, spurgte han: Hvad nu, hvis vi forvandlede din musik til fast form? Svaret svæver nu under loftet i Spinderihallerne. Takket være computerteknologi og fantasifuld kraft blev et 10 sekunders stykke musik først oversat til visuel information, derefter fortolket til meningsfuld form og til sidst skåret ud i træ – med håndkraft og sav.

Skulpturen blev første gang præsenteret som en del af en større audio/visuel performance på Arkitekturens Dag, oktober 2012 her i Spinderihallerne.